Det ser skidt ud for indbyggerne i København. Vi dør 2 år tidligere end gennemsnitsdanskeren. Halvdelen af os er moderat eller svært overvægtige, og sygefraværet er højt. De københavnske børn er mindre aktive end deres jævnaldrende i andre byer. Idrætsdeltagelsen har en social skæv fordeling, og Hjerteforeningen har dokumenteret, at hvert tiende barn risikerer at få hjertesygdom som voksne pga. overvægt. København har ikke særligt mange idrætsfaciliteter pr. indbygger i forhold til landsgennemsnittet og mange er nedslidte.
Vi ved, at motion, bevægelse og idræt har positiv indflydelse på vores trivsel, helbred, børns indlæringsmuligheder, sygefravær og sociale adfærd og integration. Når vi dyrker idræt og bevæger os, bliver vi stærkere, sundere og gladere. Kroppen styrkes, og mentalt lærer vi at fokusere og gå efter et mål. Ofte knytter vi også nye bånd og bliver en del af et særligt fællesskab. Idrætten rummer således en lang række gode egenskaber, der kan udnyttes mere aktivt som svar på nogle af de udfordringer, vi aktuelt står med i København.
Som idrætsordfører i København har jeg den vision at gøre det tilgængeligt og attraktivt for alle at leve et aktivt liv – også ældre, handicappede og udsatte mennesker. Idrætsfaciliteterne skal være tidssvarende, og idræt skal integreres i skole, institutions- og arbejdsmiljøer og ikke mindst som en del af vores byrum både i det eksisterende bybillede, og når vi bygger nyt.
Det handler om at prioritere. Jeg tror ikke, pengene er givet bedst ud ved at tiltrække og afvikle alskens eliteidrætsbegivenheder. Og med al respekt for det netop afholdte IOC-topmøde, tvivler jeg på, at de massive millioninvesteringer er den bedste måde at få flere til at blive aktive på. Så glem alt om at vi skal have OL eller andre tilsvarende luftkasteller til byen. Nej, under mottoet ”Idræt for alle” er mit mål, at borgerne skal opleve København som verdens bedste by at dyrke idræt og bevæge sig i.
København har det rigtige udgangspunkt. For det første har vi allerede en stærk national og lokalpolitisk støtte til breddeidrætten og idrætsorganisationerne, og et i forvejen godt samarbejde mellem stat og kommune og de frivillige organisationer. For det andet er idrætsorganisationernes væsentlige bidrag til frivillighedsbaseret produktion af ”Human Capital” – læring, initiativ og ansvar – bredt anerkendt. Og endelig for det tredje er der herhjemme allerede i dag fokus på udvikling af faciliteter ud fra fritids-, sundheds-, regional- og lokalpolitiske perspektiver. Samtidig har vi en stærk foreningsidræt, en motionsinteresseret befolkning og nogle helt unikke vidensinstitutioner som Lokale- og Anlægsfonden, Idrættens Analyseinstitut Center for Idræt og Arkitektur, International Sport and Culture Association, Institut for Idræt m.fl..
Med det udgangspunkt kan vi blive en førende idrætsby med fokus på bredden. Det vil være godt for københavnerne. Og det vil kunne ”brande” København internationalt, fordi vi slår på noget, som er unikt for os og for Danmark – i stedet for at halse efter andre byer i forsøget på at tiltrække bekostelige eliteidrætsbegivenheder.
Men det kræver et aktivt tilvalg, og at vi handler derefter. Foruden udfordringerne ovenfor, så oplever byen i disse år befolkningstilvækst, vi får flere ældre, der kommer nye byområder til, og vi ser ændrede idrætsmønstre. Lad mig tage mig selv som eksempel. Jeg er 30 år, opvokset i Jylland og har to små børn. Gennem hele min barndom og ungdom dyrkede jeg idræt i foreningsregi. Flere gange om ugen og på fastlagte tidspunkter. Jeg fik masser af motion og deltog aktivt i foreningsmiljøet og fik masser af venner der. Men da jeg som 20-årig flyttede til København ændrede mine idrætsvaner sig. Idrætten blev ikke længere en integreret del af min tilværelse på bestemte tidspunkter, men blev et tilvalg, når det kunne passe ind. Derfor er de motionstilbud som tiltaler mig fx løb, cykling, rulleskøjter, svømning og fitness fordi det er fleksibelt. Som mor til to er behovet for foreningsidrætten dog igen blevet aktuelt, da man med små børn igen får lagt sin hverdag i skema.
Jeg er med andre ord er typisk eksempel for de undersøgelser, som viser, at færre unge og voksne Københavnere dyrker idræt i foreninger, mens flere dyrker uorganiseret og selvorganiseret idræt,. Det skaber nye forventninger til de københavnske idrætsfaciliteter og øger behovet for fleksibilitet og nytænkning.
Det er afgørende, at vi har nogle ordentlige faciliteter, hvor københavnerne kan dyrke deres idræt, men det er også nødvendigt med nytænkning af idrætsanlæggene, hvis byen skal være på forkant. Det er ikke nogen hemmelighed, at mængden af idrætsfaciliteter ikke modsvarer københavnernes store idrætsdeltagelse. Lokale- og Anlægsfonden nylige undersøgelse bekræfter dette, og selvom den igangværende renovering af de eksisterende anlæg giver området et stort løft, så vil der fortsat være behov for forbedringer.
Brugerpresset i dag er størst på de traditionelle idrætshaller. Derfor mener jeg, at der fremover ved byggeri af nye skoler skal bygges en idrætshal på minimum 2.000 m2 til afløsning for de traditionelle gymnastiksale. Men vi skal også have andre idrætsfaciliteter, som modsvarer tiden, som f.eks. specialanlæg. Specialanlæggene samler forskellige varianter af en idrætsgren og skaber en sammenhængskraft blandt de mange foreningers brugere. Det gør vi med ”Streetmekka”, hvor gadeidrætten er samlet indendørs, men det kunne også være et vandsportscenter ved havnen for kano og kajak. Eller et kampsportscenter eller et center for kvindeforetrukne idrætsgrene, som særligt kan imødekomme de mange piger, som danser eller dyrker yoga, pilates og gymnastik. Eller hvad med et vinterhavnebad med sauna og brusefaciliteter a la Helgoland på Amager. Det ville især appellere til byens ældre medborgere.
Foruden specialanlæggene er der også et behov for bevægelsesfaciliteter i lokalområdet. Især for børn og ældre har afstanden til faciliteten stor betydning. Jo kortere afstand, jo større benyttelsesgrad. Det er derfor vigtigt, at der findes lokale faciliteter, som kan tilgodese disse befolkningsgrupper. Dette kunne være en danseplads, bevægelsesaktive stier, en fodboldbane, små parker, vandidrætslegeplads eller en klatre- og parkourplads.
I København er vi efter international målestok langt fremme. Både i forhold til at engagere befolkningen i idræt og i forhold til at spotte og udvikle nye trends inden for idræt i storbyerne, men som det fremgår, står vi også foran udfordringer Vi skal også være bedre til at tænke idræt og bevægelse ind i byrummet, både når der bygges nyt, laves om og renoveres, så det bliver en naturlig del af vores hverdag. Det kan både ske i form af flere cykelstier, løberuter, lommeparker, simple træningsfaciliteter i parker, på tagene, ved busstoppesteder eller særlige ”cykelskoleveje”, hvor børn trygt kan cykle til skole.
På de københavnske arbejdspladser og institutioner skal der stilles cykler til rådighed. Pauser i arbejdet skal reserveres til bevægelse. Skolegårde og legepladser skal være bevægelsesudfordrende. Dette skal kombineres med at man i alle fremtidige kommunale byggerier skal tænke bevægelse i ind i byggeriet på lige fod med fx miljø-godkendelser.
I folkeskolen og børneinstitutioner skal børn have motion hver dag, og på plejehjem skal de ældre tilbydes det hver dag. Kommunale institutioner skal have en idræts- og sundhedskonsulent, som kan motivere til mere motion. I udsatte boligområder skal der laves idrætsrelaterede aktiviteter for beboerne, og vi skal inkludere fx idrætskonsulenter i det opsøgende arbejde. Socialt svage børn skal tilbydes et billigt eller gratis medlemskab af en idrætsforening, og der skal laves flere partnerskaber mellem kommunen og idrætsforeninger målrettet bestemte grupper.
Der er nok at tage fat på. Heldigvis findes løsningerne, og vi har et stærkt udgangspunkt. Men det kræver, at vi tør satse og bruge vores viden om københavnernes behov og idrætsmønstre til at målrette vores indsats.
Katrina Feilberg 2. november 2009
